Foredrag med Cecilia Vanman
– Ekspeditioner på kanten af verden
Foredrag med Cecilia Vanman
– Ekspeditioner på kanten af verden
Tirsdag d. 23.07.2024 • kl. 16.00 – 17.30
For eventyrer og havpattedyrbiolog Cecilia Vanman er vildmarken scene for et unikt arbejdsliv. I foredraget tager hun publikum med på filmekspeditioner i Arktis, til nærkontakt med hvaler og pingvinkolonier på Antarktis, på sejladser i storme med 16meter høje bølger og hun beskriver levende hvordan, det er at bevæge sig rundt, arbejde, leve og overleve i ekstrem natur, hvor der hverken er døre, vægge, veje, skibs- eller lufthavne. Vi kommer på ekspedition i en ubarmhjertig vildmark, hvor kulde, is, vind og vejr sætter rammerne for alt, hvad man foretager sig. Hvor naturen bliver et grænseløst rum og fin teltdug og en sovepose udgør en puppe-agtig tryghedszone for en kort hvilestund under en ekspedition. Og hvor overvældende, forheksende dyreliv og natur, som man både forelsker sig i og har ærefrygt for, påvirker det menneskelige sind. Både i felten og med blivende effekt, når man vender hjem til storbyen.
Cecilia Vanman har været forperson for Kvindelige Eventyreres Klub og hun er den første danske kvinde der er blevet optaget som Fellow i The Explorers Club – verdens mest prestigefyldte klub for opdagelsesrejsende og eventyrere.
Derudover er Cecilia lokal på Langeland og vi glæder os til at byde hende velkommen som foredragsholder på Broløkke Herregård.
Pris: 100,-